Phoenix Kropsterapi

Når tryghed er et fremmedsprog,
dit nervesystem aldrig lærte at tale 🪷

Du træder ind i et rum, og før dit sind har formet en tanke, har din krop allerede læst atmosfæren. Du sanser de usagte ord og de mindste skift i andres energi, som var du en del af selve luften. Hvert blik og hver bevægelse vejes på en fintfølende vægt, for dit nervesystem er blevet en mester i at forudsige stormen, før det første lyn slår ned.

Denne årvågenhed er ikke en fejl – det er et vidunder af overlevelse. Det er din indre beskytter, der loyalt forsøger at kontrollere og dirigere omverdenen, så hver brik ligger præcis, hvor den skal. Du bruger din livskraft på at styre det ydre for at dæmpe den indre uro, fordi du endnu ikke har lært, hvordan det føles at flyde med livets strøm i tillid. En utryg barndom har skabt en supersoldat; en sansemaskine så fintunet, at den taler utryghedens barske sprog flydende.

I denne konstante beredskabstilstand opstår et lydløst tomrum. Dit nervesystem er så intenst optaget af at scanne horisonten efter farer, at der ikke er kapacitet tilbage til at sanse freden. Når trygheden lander, registreres den ikke; den forbliver en lydløs frekvens, som dit indre beredskab endnu ikke har lært at indstille sig på.

At lære tryghedens sprog er som at bygge en bro mellem dit overlevelsesinstinkt og en dybere værenstilstand. Det kræver en nænsom vågenhed at lære din krop, at stilheden ikke er et varsel om kaos, men en invitation til hvile.

Du er ikke i stykker, fordi du ikke kan mærke trygheden endnu. Du er blot et væsen, der har brugt al din kraft på at holde vagt. Men mursten for mursten kan du bygge et nyt fundament, hvor vagtposten slipper i tillid til din indre kerne, og hvor du langsomt udvider din kapacitet til at modtage det, der er nærende.

Her fødes håbet. For i takt med at healingen indfinder sig, og dit indre landskab falder til ro, åbner en ny vej sig for dig. Du lærer, ikke blot at genkende trygheden, når den kommer til dig – du finder styrken til aktivt at opsøge den, vælge den til og lade den blive din nye ledestjerne i kontakten med andre.

Kh. Irene ❤️‍🔥

Healingens sweetspot:
Broen mellem indsigt og værdighed

I det øjeblik, hvor sløret løfter sig, og du ser dig selv klart, fødes en dobbelthed i sjælen. Det er her, i det bløde møde mellem selvindsigtens skarpe lys og hjertets dybe omsorg, at den sande transformation ånder.

At se egne mønstre er som at betræde en sti af både glasskår og fløjl. Der er en lettelse i at forstå, hvorfor du har handlet, som du gjorde, men der er også en tyngde i erkendelsen af de spor, din frygt har sat i andre.

Det er her, du inviteres til at tage din historie på dig – at samle de vildfarne dele af dig selv op, som har handlet i overlevelse frem for i kærlighed.

Når skyggerne folder sig ud og fylder rummet, kan den indre kritiker rejse sig som en storm. Men husk da på båden af selfcompassion. Den er ikke bygget til at sejle udenom sandheden, men til at bære dig igennem den, så du ikke drukner i følelsen af at være defekt.

For du er ikke ødelagt. Du er et væsen af uendelig værdighed, der blot har været klædt i mønstre, som ikke længere passer til din sjæls størrelse.

Healingens "sweetspot" er det præcise sted, hvor du kan stå i dine skyggers nærhed uden at miste forbindelsen til dit indre lys.

At kunne betragte dig selv så ærligt er udtryk for en indre tillid. Dine beskyttere ved, at din kernekraft er stærk nok til at bære sandheden, og de giver plads til, at lyset må stråle ind i dine mørke kroge.

Det er her, skammen forvandles til ansvar, og ansvaret bliver til den medicin, der læger både dig og dine relationer.

Med denne medicin begynder rejsen hjem. Det er et indre løfte om at bebo dig selv på ny. Du bygger ikke dette hjem på en nat; du transformerer mønstrene, mursten for mursten, med tålmodighed og dedikation. For hver sten du lægger, vokser fundamentet af værdighed.

Her kan du stå, i din fulde kraft, med et hjerte der er sat fri af fortidens lænker – klar til at møde verden med en kærlighed, der ikke længere behøver at gemme sig.

Du er kilden bag mønstret. Du er lyset bag skyggen. Og du er stærk nok til at bære begge dele, mens du lader kærligheden lede.

Kh. Irene ❤️‍🔥

Mens jeg læner mig ind i familiens skød de næste par dage, åbner mit hjerte mod de to floder - kærlighed og lidelse.

Langs min ene side løber kærlighedens flod ❤️
Jeg rammes af en taknemmelighed for kærligheden til min familie og mine venner - for at have et trygt fællesskab, hvor vi finder veje til at nå hinanden trods forskelligheder 💞
Jeg mærker mit hjertes ekspansion mod min vidunderlige søn, hvis glæde jeg vil flytte bjerge for at kunne bevidne ❣️

Langs min anden side flyder lidelsens flod 💔
Mit hjerte åbnes mod de mennesker, der i disse dage mærker smerten over fraværet af dem, de elsker. Mod mennesker og dyr, der oplever sult, sygdom, krig og død. Mod alle de konflikter, vi mennesker ikke finder gode løsninger på. Og mod mennesker, der har opgivet håbet 🪦

Jeg vil sidde i denne morgens meditation med begge floder i mit åbne hjerte, thi begge er livet - og kun når jeg tillader mig selv at kunne mærke begge, kan jeg holde mit hjerte åben 💗

Må Maria Magdalena og Kristus bevidstheden brede sig 🙏✨️❤️

Med ønsket om et kærligt lys til jer alle, uagtet jeres omstændigheder ❤️
Glædelig jul 🎄

Kh. Irene 🕯

Hvem er ankeret for din tryghed?

Når vi bærer en utryg tilknytning,
bor der en indre uro i os –
en længsel, der søger forløsning hos partneren.

Men når vi søger tryghed uden for os selv,
forlader vi os selv.
Vi forlader det indre barn,
der længes efter at blive holdt.

Så bliver det barnet i os,
der står i forholdet –
ikke den voksne, men den lille,
der søger tryghed.

Tryghed er et indre ansvar.
Vi kan give den til os selv,
når vi vender hjem til det indre barn,
og bliver den trygge forælder,
barnet altid har ventet på.

Når vi møder uroen,
og vælger at tage ansvar for den,
bliver vi vores eget anker for tryghed.

Det er ikke et quickfix,
men en daglig praksis –
at blive i os selv,
at vende hjem igen og igen,
når vi opdager, vi har forladt os selv.

At være sit eget anker for tryghed
er en måde at stå i livet på.

✨ For når vi står som vores eget anker,
bliver tryghed ikke et sted, vi søger hen –
men et sted, vi vender hjem til. ✨

Færdig som traumeterapeut (og en gave...)🍾

Lyset stråler ned på traumeterapeut-certifikatet som en påmindelse om, at der er veje, der bringer lys i mørket 🌟

Det er i sandhed det, jeg står tilbage med - HÅB 🍀

For et år siden stod jeg med en erkendelse af, at jeg manglede et redskab i værktøjskassen.

Jeg forstod, at jeg kunne holde rum for intense energier og give mine klienter indsigter i mønstre, traumestrukturer og veje frem i livet.

Men jeg manglede et redskab, der kunne hjælpe klienter med svære traumatiske oplevelser til heling af deres traumer.

Dette har jeg fundet med de traumeterapeutiske metoder fra uddannelsen, som kombinerer partswork og bilateral stimulation.

Jeg er dybt taknemmelig for den viden og de metoder, jeg har fået med mig på Skolen for Helingskunst 🙏

Samtidig har uddannelsen bragt nogle vidunderlige mennesker ind i mit liv, som jeg glæder mig til at udfolde venskaber og indre arbejde med fremadrettet 💞

For at fejre, at jeg er blevet færdiguddannet som traumeterapeut, vil jeg gerne give en gave videre…

Jeg tilbyder 5 forløb af 7 sessioner, hvoraf den ene session er gratis. Sessionerne kan være på 1 eller 1,5 timer. Ræk ud, hvis du er interesseret.

Jeg forventer, at du er klar til at lave et dybt arbejde med dig selv og engagere dig i din terapi.

Timepris kan ses her: https://phoenixkropsterapi.dk/contact

I taknemmelighed, Irene ⚘️

Jeg havde en gang en uhyre veltrænet mandlig klient til en dearmouring behandling.

Han sagde drillende til mig, at han ønskede mig held og lykke med at bryde gennem hans hårde muskulære armour.

Jeg smilede til ham og sagde, at det var overhovedet ikke min intention at bryde gennem hans muskulære forsvar.

Dearmouring handler nemlig ikke om, at jeg som terapeut skal bryde gennem klientens brynje af forsvarsværker.

Dearmouring handler om, at jeg som terapeut skaber et rum, der er så trygt, at klientens krop får lyst til at åbne op mod verden - indefra og ud 💞

I går lukkede jeg klinikken for at deltage i landsseminar om seksuelle overgreb.

Følgende er key-points, jeg tager med mig fra dagen, som kun bestyrker anvendeligheden af kropslig terapi og bilateral stimulation efter seksuelle overgreb.

● Det seksuelle overgreb bliver centralt for hukommelsen og kan påvirke, hvor meget andre ufrivillige traumerelaterede erindringer står frem.

● Seksuelle overgreb er svære at tale om bl.a. på grund af skam, skyld og frygt og fører ofte til rumination, undgåelse og distraktion. Denne adfærd medfører umiddelbar lindring men kan på sigt forlænge den emotionelle smerte, fordi traumet ikke bliver bearbejdet.

● Seksuelle overgreb er forbundet med smerter, både relateret til fysiske skader under selve overgrebet med også psykosomatiske reaktioner efterfølgende. Der forskes lige nu i sammenhængen mellem seksuelle overgreb, smerter og kompleks PTSD.

● Den samfundsmæssige fortælling om voldtægtsofre såsom, at overgrebet er et tegn på svaghed, sårbarhed, at være beskidt, opmærksomhedskrævende eller at personen selv har bedt om det, lever desværre stadig i bedste velgående for ofrene og kan påvirke, om de opsøger hjælp og støtte og får bearbejdet traumet.

Lidt om Håb

Det starter med en lille ændring på sindets himmel. En lysning bag tågen.

Vejen ligger foran dig. Du står foran lågen. Der er vådt og mudret på stien. Er det mon muligt at komme igennem?

Du kigger igen mod himlen. Fornemmer lyset penetrere tågen i det fjerne.

Ja, der ér håb. Der ér lys. Nogle gange skal du igennem en tyk uklar tåge og mudder op til livet, men der ér håb.

Det øjeblik, du holder op med at flygte fra mørket i dit indre, tændes håbets lys.

Til tider får du brug for at lade andre bære håbets lys. Her er det godt at have rejsefæller, når du åbner døren ind i mørket.

Det er bedst ikke at rejse alene, hvis din fod sidder fast i kviksand, og du har brug for hjælp til at blive trukket op.

En dag lærer du at tage håbet hjem.
Nu kan du bære håbets lys for andre.

Ja, der ér håb ✨️

Mørkerytterne

Celloen har evnen til på et enkelt strøg at bevæge sig fra det dybeste mørke til det højeste lys.

Celloen er mit ynglingsinstrument.
Jeg genkender bevægelsen mellem lys og mørke fra mit indre.

Det er en del af den menneskelige natur både at føle os tiltrukket af og frygte mørket i os.

Nogle mennesker føler et kald til at møde mørket. Jeg kalder dem mørkeryttere.

Mørkeryttere forstår det uforløste energetiske potentiale - kraften - der ligger gemt i mørket og venter på at blive mødt.

Vand kender ingen grænser mellem lys og mørke og bevæger sig ubesværet, fuld af liv imellem polerne.

Mørkerytterne forstår at bevæge sig i mørket. Ligesom vand behøver de ikke lyset for at finde vej. De kender til livet og forløsningen i mørket.

Jeg er en mørkerytter.
Det er en sandhed, jeg ofte har forsøgt at flygte fra.

Hver gang mørket kalder, mærker jeg modstanden mod og frygten for dykket.

Når jeg står på bunden, forstår jeg, at jeg intet har at frygte. At jeg har ligeså meget hjemme her, som jeg har i lyset.

På bunden af mørket ser jeg, at hvis vi fornægter mørket, fornægter vi livet!

Det er bevægelsen fra mørkets bund og op mod lyset, der gør, at vi kan stå frit i lyset uden at kæmpe for at holde os oppe.

Belonging

Følelsen af at høre til! 💕

Belonging handler i min optik om at møde hinanden i relationer, hvor alle dele i os selv og alle dele i de andre er velkommen.

Når dele af os selv er fordømte, går vi gennem livet med en følelse af, at skulle være noget bestemt for at blive elsket. At kun visse dele eller sider af os er velkommen.

Resten er sendt i eksil. Hensat til at husere i mørket. Herfra sender det stemninger og indre monologer ind i vores krop og underbevidsthed. Det kan give en grundlæggende følelse af at være forkert som menneske.

Når vi ikke konstant udsætter os selv for stimuli, får vi ro til at mærke mørket. Her møder vi alt det i os, der kalder på at finde hjem.

Vejen hjem går via hjemtagning af de dele af os, der ikke blev budt velkommen. Ved nysgerrigt at møde, hvad end der dukker op i os. Med kærlighed, rummelighed, forståelse.

Når vi kan byde de dele velkommen i os selv, kan vi øve os i at møde verden med alle vores dele - som et hélt menneske. Vi kan tale sandt og autentisk med andre uden at polere, manipulere, dominere, underkaste, undertrykke os selv eller lyve.

Jo længere, vi når med hjemtagning af alle dele af os, des mere kræver det af os, at vi møder op autentisk i relationer. At vi er sandfærdige overfor alt, der lever i os. Jo længere, vi kommer i rejsen hjem, des tydeligere mærkes behovet for Belonging.


Olivia Fern har skrevet en meget smuk sang om belonging...

"In your bones
May you know in your bones that this earth is your home.
May you feel in your soul you are worthy and whole.
May you know in your bones that this earth is your home.
May you feel that you belong."